Koncerter 2023-24

I løbet af året holder Musikskolen normalt en del meget velbesøgte koncerter.

Da der er så mange elever, der gerne vil optræde, er vi nødsaget til at dele koncerterne op i flere afdelinger.

Der bliver normalt afholdt julekoncerter i en af weekenderne op til jul. Vi har de seneste år udvidet med en juleafslutning for de mindste en hverdagsaften og en jule-rockkoncert. De ligger normalt på en hverdagsaften.

I foråret holder vi som regel også en klaver-café, hvor alle klaverelever får lov at spille for hinanden, hvilket er en rigtigt god oplevelse for både elever og forældre.

Vi lavede i 2019 en festival for både Musikskolen, de to grundskoler og gymnasiet! Det foregik i gården på to scener, og det var en STOR succes. Sæt kryds i kalenderen! Det bliver forhåbentlig lige så godt i år.  

I slutningen af skoleåret holder vi vores traditionelle sommerkoncert, hvor der bliver optræden af en masse soloelever. Denne dag vil vi komme rundt om alle genrer, der findes i vores Musikskole, og der skulle være noget for enhver smag. 

Musikalsk indskoling laver en sommerafslutning på en hverdagseftermiddag.

Vel mødt til en af vores mange koncerter!