Billedskole

Underviser Lene Lykke Davidsen

Billedskole er for de børn, der er vilde med at tegne, klippe, male, lave ting i ler, lave tryk, skulpturer, installationer, se på billeder, gå på udstilling og lave deres egne kunstprojekter. Hovedvægten ligger på det skabende og æstetiske udtryk, fremfor det reproducerende og på, at det “skal ligne”, med mindre det netop er det, vi arbejder med den dag. Derudover vil der være indlagt museumsbesøg, så vi kan opleve kunsten “live”. Billedskole er således et felt for både krop, sanser, følelser og intellekt. Det skal være sjovt, og vi skal lære noget! Vi er 12 på et hold, hvilket giver tid til at hjælpe den enkelte. Vi laver udstilling ved sæsonens afslutning. Med lokale på skolen kan børnene gå direkte fra skole eller SFO/klub til billedskole.